Lad mig få den

Kuglen
Lad mig få den
Hvis der stod én med en pistol imod min tænding
Ville jeg vælge din ven
Lad mig få den
Kuglen

Det var en tirsdag eftermiddag. Det var blevet efterår. Mørket lå tungt over den lille landsby og havde trukket kulden med sig. Et mekanisk, næsten usynligt lys hoverede fra de nye lygtepæle. Jeg cyklede ned af den mørke, snoede sti. Jeg trådte ind i det varme rum. Lyset kastede lange skygger under mine øjne. Der stod han. Med mundviger pegende modsat af solen. Øjne, der før var fyldt med glæde; erstattet af to små, sorte huller, der stirrede ned i jorden med et tomt blik i øjnene. Jeg huskede ham godt. Jeg huskede ham, som den glade, unge, præst, der hilste på én, når han kom gående med sin lilleny i barnevognen og hans glade kone ved sin side. Jeg huskede ham, som manden, der var evigt glad. Manden der var evigt positiv og næstekærlig. På mange måder havde han været mit forbillede. Men her stod han så. En tirsdag eftermiddag, med 3 håndøl og en pose ris, foran kassen i den lille købmand. Med øjne, der var indsunket i sit hoved, og et fortabt blik. Det var den dag jeg stoppede med at tro. Ikke på gud, for ham har jeg ikke troet på længe. Men på mennesket. Det var den dag, jeg stoppede med at tro.

Sofa under vand

De splintrede glasskår knustes under hendes slidte sko, for hvert skridt hun tog. Gormsgade var næsten øde, kun en ældre mand, sad på en trappesten og røg en cigaret. Røgskyer formedes for hans mund og blandedes sammen med morgendisen. Hun kiggede på sit ur. 04.27 mandag morgen. Tomme flasker lå forskudt i den gamle opgang.
Døren knirkede tidsløst, da hun åbnede indtil den lille lejelighed. Hun havde boet der i mange år. Lejeligheden lignede sig selv, med rodet der nærmest på levende vis kravlede over vægge og gulv. Køkkenet flød med den sidste måneds opvask. Vandhanen dryppede. Dryp. Dryp. Dryp. Melodisk. Mekanisk. Medlidende. Hun stod stadig i døråbningen. Det føltes som år, hun havde stået der. Hun genkendte ikke sin lejelighed, som den så fremmed fremtonede for hendes øjne. Mascara der løb.
Hun havde fået en ny sofa. Egentlig ikke fordi hun ville af med den gamle. Den fungerede jo helt fint, trods fjedre der var kravlet ud, og ben, der var gnavet væk af rotterne, der i ny og næ rumsterede rundt i hendes lille et-værelses på Nørrebro. Hun havde besluttet, at købe en af de der sofaer hun havde set i reklamerne.
Hun smed sine regnvåde sko og trippede hen over det kolde gulv, ind i den lille stue. Sofaen stod så fint der, og så så rolig ud, imod det rod, der ellers huserede. Hun krøb langsomt op i sofaen, med sine ben tæt oppe under sig. Lagde ansigtet dybt ind i den store kaffebrune pude. Mascarapletter. Tårer der blandedes med regnvandet. Skuttede sig ind i den regnvåde jakke, der trak små linjer af vand langs trådene i hendes hullede nylonstrømper og efterladte hendes blege hud, våd. Dryp. Dryp. Dryp. Vanddråber faldt fra det korte, sorte, uglede hår og ramte den hårde overflade af læderjakken. Hun lukkede øjnene og sukkede. Lod sig forsvinde, blive usynlig. Lod sig drømme væk, ind i en anden verden. Den verden hun drømte sig væk til, når hun stod der i sin røde læderjakke på gaden og ventede på næste lift.

Efterårsdigt

Det bliver mørkere

Træerne smider sit gyldne tøj

forbereder sig på

nøgne

at møde vinterens kulde

Atter igen

med dugvåde, gyldne blade og blid morgentåge

er årstiden, jeg elsker, over os

EFTERÅRET

Lev vildt, dø ung

Endelig skete det.
Den lille fine sølvsten,
lige dér, under min læbe.

Drømme

Jeg er bange.
Det er også bare den satans drøm.
Den hjemsøger mig.
Bliver den til virkelighed?
Jeg er så satans bange.
Hvis det sker,
er det nu. Om lidt. I morgen.
Og hvad gør jeg?
Ser tiende på, mens ånden slipper ud af mig,
mens drømmen slipper fra mig.
Mens du slipper fra mig.
Jeg er bange.

Vi var ikke i Danmark længere. Et nyt samfund formedes for øjnene af os. Med pumpende bas, der fik vores trommehinder til at eksplodere i en sky af endeløs ekstase, inhalerede vi hinanden i den søgen efter nyt kød, der skabte røre i os alle. Vi kunne mærke hvordan kulleret skumlede sig ind på os, rev i vores hår og skar i vores mundviger. Til vores smil stod evigt hen. Med tørre lunger og blødende næser, bevægede vi os igennem mængden. Vores øjne stikkende, søgende efter forsvundne venner, der var faldet for Lucy. En farverig tøs, der kunne få selv den fornuftigste til at falde i fordærv. Vi havde en ven der døde, den sommer. Man kan ikke kalde det mord, for det var nu også hans egen skyld.

05.08

Nu sidder jeg her,
klokken er 05.08
og jeg drømmer,
ikke som i søvne,
da det er det jeg drømmer om
søvnen.
jeg vil bare sove.
giv mig plads.
om du end, skal putte mig i dine arme
giv mig plads.
pladsen til at drømme.

Vi vil så gerne flyve

Giv mig vinger,

sy dem på,

spænd dem til min krop

Lad mig føle min egen vægt,

flyve op og op

svæve blandt skyerne.

Lad mig veje mig selv,

veje over byerne,

føle bylivet under mit skind.

Lad mig danse i luften,

glemme mit jordbundne sind

med livsfareren under mig.

Lad mig se mig selv,

plukke forglem-mig-ej,
stå uset i intetheden

Lad mig smage en bid af friheden.

Hvis jeg kunne ændre på den jeg er...

Hun kiggede på billedet i sin hånd, hun holdt så let og forsigtigt, som om hendes verden ville bryde sammen, hvis der kom en revne eller et bukket hjørne i papiret. Tårer pressede sig på i øjenkrogen, som de gjorde så tit efterhånden. Han var lige der. I blæk. "Jeg savner dig", hviskede hun. Minderne om tiden, der var engang. Følelsen af afmagt. Han er væk, så tæt på, men langt væk. Vi spredes over verden. Sådan er livets gang. Vi vil alle flyve. Forlad mig. Had mig, som den kælling jeg er. Men kom tilbage. Jeg kan ikke leve.

Så let som silke...

Silken glider ned langs min rygrad
forlader min ryg bar
jeg kigger mig over skulderen,
kigger på vandet
jeg skal bare slippe den lette silke
der føles så tung,
så uendeligt tung i mine hænder
Jeg ville slippe den
og løbe mod vandet
i slowmotion bevæge mig tættere og tættere på
følge driften
føle kraften,
der ville trække mig tilbage igen

Metal

Kolde skuldre
blikkene kolde
Kolde metalborde,
maden kold.
Du kigger på mig
så indtrængende,
så irriterende, som du overhovedet kan være
Jeg kigger ned
på det kolde metalbord,
der reflekterer dine isnende øjne.
Kigger drømmende på træbordet til salg
dér i vinduet
ville gerne købe det
sætte mig i gadekanten
og skabe mig et hjem, der er mere værd
end det jeg har nu.
Jeg ville være lykkelig

Lev vildt - dø ung

Regnen

Melankolske toner, pryder min morgen
lykken slår mod min rude
et dybt suk
Skyerne åbner sig
lader lykken skylle ned
over min bare krop
Tager det til mig
danser nøgen blandt blade og krystaller
Grønne smil
mudderbrune, ben
danser i lykkens uendelige regnvejr.

Lykke

Vi dansede ned gennem gaden
jeg var så høj
på livet og på lykken
Mit hoved snurrede rundt,
sammen med røgen i mine lunger,
og farverne blandedes sammen
men jeg så dig så tydeligt,
alt andet forsvandt i baggrunden,
sammen med blikkene fra tilskuerne
det eneste jeg kunne høre var musikken
din- og gademusikanternes latter
Jeg lukkede øjnene.
Lykken det er, at være høj en fredag eftermiddag sammen med dig.

Gud fri mig vel

Kast dog bare en pude i mit ansigt
og stop noget vat i min hals nu du er igang!
Jeg synker så mange gange,
at det er svært at finde ordene frem på mine læber.
Jeg går bare væk,
med rolige, varsomme skridt,
mens mine indvolde skriger.
Min mavesæk vrider sig i stilhed
trykker mod mine ribben.
Kom ud med det.
Jeg har lyst til at skrige, men vatkuglen lukker min hals
jeg stirrer ned i gulvet.
Men jeg giver ikke efter
for gråden
og for smerten.
Jeg beholder mit udtryksløse ansigt, som altid.
Men nu står jeg her
foran spejlet og kigger så fortvivlet på mig selv,
med pumpende tinding,
lige ved at sprænge.
Hvad jeg ikke havde mærket var,
en enkel fin lille tårer
der havde sneget sig vej ud alligevel.

Kafka-digt

Hun styrtede op af trapperne, selvom vejen var lang og trinnene små, susede hun op og op, med sit hår blafrende efter sig. Men trinnene, på den uendelige trappe, blev højere og højere og benene svagere, og hun strakte sig, vred sig over de mange trin, kravlede,med skrabede knæ, men som hun stod der foran sin endelige udfordring, det øverste trin, var det så højt at ligemeget hvor meget hun strak sig kunne end ikke hendes fingerspidser nå.

Naiv

Du taler om verden
Som om du kender den
Jeg har levet flere somre end dig
Og dog fortrylles jeg
Du spinder mig ind i din barnlige naivitet
Det smukke, fantastiske
Spindelvæv
Hvor ingen neonøjne nedstirrer dig
Og ingen er begrænset
Men vi lever

Du

Jeg stod og kiggede ud over fjorden.
Jeg så solen og havet så klart
lige der, foran mig.
Dine arme holdt mig tæt.
I et splitsekund så jeg mit liv
passere, falde på plads, give mening.
Men med det samme faldt det tilbage
snurrede, som tusinde vindmøller
tilbage i uorden og uvisheden.
Intet giver mening.
Intet vil falde på plads.
Ikke før jeg spreder mine vinger og flyver.

Jakkesæt

Der sidder et jakkesæt bag hver kontordisk
med pengene løbende ud af ørene
ophobende i lommerne og munden
Grønne øjne kigger grådigt på os
stikker til vores ribben
lokker med sine grådige arme
Hvor jeg ville ønske at jeg
lille mig
kunne tag' de penge
stoppe dem tilbage til dem, der slider

Moderjord

Hun ligger for døden...
Det siger de ihvertfald.
men jeg kan se det
hun skælver i solen,
feberen tager ind,
danner svedperler på hendes krop.
Hun skælver.

Jeg vågner om morgenen
kigger ud af vinduet
og ser det
ser hvordan hun skælver
solen brænder hende op
bilerne kører forbi
ænser hende ikke
end ikke når de siger det i tv
end ikke når det står på internettet
vi stirrer tomt på skærmen
ville gøre noget
gør det aldrig
end ikke når hun ligger under vores fødder
Vi smider vores skrald,
skodder på hende
oser hende i ansigtet med tobaksrøg,
ville gøre noget
men vi elsker vores cigaretter mere,
end vi elsker hende.

Kære hr. fængselsbetjent

Gulvet er slidt og gråt,
slæber sig i en lang slidt linje fra dør til seng.
Jeg går frem og tilbage
trækker mine lænker efter mig,
slår med min kop mod tremmerne.
Lad mig slippe ud!
Jeg sidder fast
i et fængsel,
et fængsel i min fantasi,
men det er ægte nok.
Ægte nok til at drive mig...
til noget nær vanvid.
Kære hr. fængselsbetjent,
hvad skal jeg gøre, for at du slipper mig ud?

Begær

Der var den
den smukkeste rose du nogensinde havde set
Hvad du ikke vidste var,
at dens torne allerede sad dybt, dybt under dit skind

Tik tak tik

De maler fanden på væggen
Stoler ikke på deres lille pige
Jeg ved hvad de tænker
"Bliv ikke voksen!".
Tik tak tik taktttt
I rytmen af min livsdans
Forsvinder deres.
De mister takten.
Ungdommen falmer på deres læber.
Blege ansigter.
"Bliv hjemme!"
De nærmest råber.
Jeg vil bare ud og danse.
Blive voksen.
"Shhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh!"
Ikke sige det for højt
Det kan være de hører det.
"Pas på dig selv!"
De siger.
Men min march og honnør er væk
Min takt
Den forvandlede sig
Til en jungletromme
tittaktiktaktik

Frustration

Alene
Du skal være
Alene
Kom hjem
Bliv ikke voksen
Pas på dig selv
Forbliv hjælpeløs
Forbliv i vore favne
Alene
Du skal være
Alene
Siger jeg!
Du render altid
Til højre
Og venstre
Kom nu hjem
Bliv ikke voksen!
Kom nu bare hjem

Australien

Jeg lå der
kiggede på loftet
drømte
jeg forsvandt
ind
i min himmelblå væg
hen til det sted jeg ønskede
jeg svømmede
fløj
og nu står jeg her igen
og skal vælge endnu engang
imellem liv eller død
jeg ville vælge livet
men min fornuft siger døden
jeg er nu ikke sikker

Han er alt

..hvad du ikke er

Hans mund smager af ecstasy
Slår gnister
Tænder
Hans tunge sender signaler
Mandigheden
Han kigger på mig
Smiler

I mine drømme
Tar han mig dybt under vandet
Farver mine læber
Farver mine lår
Farver mit liv
Jeg ville dykke med
Smilende