Det var en tirsdag eftermiddag. Det var blevet efterår. Mørket lå tungt over den lille landsby og havde trukket kulden med sig. Et mekanisk, næsten usynligt lys hoverede fra de nye lygtepæle. Jeg cyklede ned af den mørke, snoede sti. Jeg trådte ind i det varme rum. Lyset kastede lange skygger under mine øjne. Der stod han. Med mundviger pegende modsat af solen. Øjne, der før var fyldt med glæde; erstattet af to små, sorte huller, der stirrede ned i jorden med et tomt blik i øjnene. Jeg huskede ham godt. Jeg huskede ham, som den glade, unge, præst, der hilste på én, når han kom gående med sin lilleny i barnevognen og hans glade kone ved sin side. Jeg huskede ham, som manden, der var evigt glad. Manden der var evigt positiv og næstekærlig. På mange måder havde han været mit forbillede. Men her stod han så. En tirsdag eftermiddag, med 3 håndøl og en pose ris, foran kassen i den lille købmand. Med øjne, der var indsunket i sit hoved, og et fortabt blik. Det var den dag jeg stoppede med at tro. Ikke på gud, for ham har jeg ikke troet på længe. Men på mennesket. Det var den dag, jeg stoppede med at tro.