Regnen

Melankolske toner, pryder min morgen
lykken slår mod min rude
et dybt suk
Skyerne åbner sig
lader lykken skylle ned
over min bare krop
Tager det til mig
danser nøgen blandt blade og krystaller
Grønne smil
mudderbrune, ben
danser i lykkens uendelige regnvejr.

Lykke

Vi dansede ned gennem gaden
jeg var så høj
på livet og på lykken
Mit hoved snurrede rundt,
sammen med røgen i mine lunger,
og farverne blandedes sammen
men jeg så dig så tydeligt,
alt andet forsvandt i baggrunden,
sammen med blikkene fra tilskuerne
det eneste jeg kunne høre var musikken
din- og gademusikanternes latter
Jeg lukkede øjnene.
Lykken det er, at være høj en fredag eftermiddag sammen med dig.

Gud fri mig vel

Kast dog bare en pude i mit ansigt
og stop noget vat i min hals nu du er igang!
Jeg synker så mange gange,
at det er svært at finde ordene frem på mine læber.
Jeg går bare væk,
med rolige, varsomme skridt,
mens mine indvolde skriger.
Min mavesæk vrider sig i stilhed
trykker mod mine ribben.
Kom ud med det.
Jeg har lyst til at skrige, men vatkuglen lukker min hals
jeg stirrer ned i gulvet.
Men jeg giver ikke efter
for gråden
og for smerten.
Jeg beholder mit udtryksløse ansigt, som altid.
Men nu står jeg her
foran spejlet og kigger så fortvivlet på mig selv,
med pumpende tinding,
lige ved at sprænge.
Hvad jeg ikke havde mærket var,
en enkel fin lille tårer
der havde sneget sig vej ud alligevel.

Kafka-digt

Hun styrtede op af trapperne, selvom vejen var lang og trinnene små, susede hun op og op, med sit hår blafrende efter sig. Men trinnene, på den uendelige trappe, blev højere og højere og benene svagere, og hun strakte sig, vred sig over de mange trin, kravlede,med skrabede knæ, men som hun stod der foran sin endelige udfordring, det øverste trin, var det så højt at ligemeget hvor meget hun strak sig kunne end ikke hendes fingerspidser nå.

Naiv

Du taler om verden
Som om du kender den
Jeg har levet flere somre end dig
Og dog fortrylles jeg
Du spinder mig ind i din barnlige naivitet
Det smukke, fantastiske
Spindelvæv
Hvor ingen neonøjne nedstirrer dig
Og ingen er begrænset
Men vi lever

Du

Jeg stod og kiggede ud over fjorden.
Jeg så solen og havet så klart
lige der, foran mig.
Dine arme holdt mig tæt.
I et splitsekund så jeg mit liv
passere, falde på plads, give mening.
Men med det samme faldt det tilbage
snurrede, som tusinde vindmøller
tilbage i uorden og uvisheden.
Intet giver mening.
Intet vil falde på plads.
Ikke før jeg spreder mine vinger og flyver.