Kafka-digt

Hun styrtede op af trapperne, selvom vejen var lang og trinnene små, susede hun op og op, med sit hår blafrende efter sig. Men trinnene, på den uendelige trappe, blev højere og højere og benene svagere, og hun strakte sig, vred sig over de mange trin, kravlede,med skrabede knæ, men som hun stod der foran sin endelige udfordring, det øverste trin, var det så højt at ligemeget hvor meget hun strak sig kunne end ikke hendes fingerspidser nå.