Vi var ikke i Danmark længere. Et nyt samfund formedes for øjnene af os. Med pumpende bas, der fik vores trommehinder til at eksplodere i en sky af endeløs ekstase, inhalerede vi hinanden i den søgen efter nyt kød, der skabte røre i os alle. Vi kunne mærke hvordan kulleret skumlede sig ind på os, rev i vores hår og skar i vores mundviger. Til vores smil stod evigt hen. Med tørre lunger og blødende næser, bevægede vi os igennem mængden. Vores øjne stikkende, søgende efter forsvundne venner, der var faldet for Lucy. En farverig tøs, der kunne få selv den fornuftigste til at falde i fordærv. Vi havde en ven der døde, den sommer. Man kan ikke kalde det mord, for det var nu også hans egen skyld.