Husker du...

Kaffekoppen rammer bordet, med en skinger lyd. En flig falder, som i slowmotion. Rystende hænder, rynket smil. Bløde gummer og gule glødelamper. Latteren spreder sig hen over bordet, som en storm af lykke. Dine øjne er vilde. Jeg betragter dem. Du lyser. Det er længe siden. Vi mindes de gamle dage, hvor vi sad på stranden med sand imellem tæerne og i badebukserne. Så blødt og beroligende. Nu skærer det. Sandet. Du kigger på mig, og jeg kender det smil. ”Husker du…” starter du og fortsætter med den samme historie, som altid. Du glemmer, at du har fortalt den før. For 10 minutter siden. Jeg smiler og griner med. Når det er så sjælendt at jeg overhovedet kan snakke med dig, må jeg tage hvad jeg kan få. Du tager min hånd og kysser mit håndled. En tåre falder over din kind. Jeg smiler og fletter mine fingre ind i dine. ”Husker du…” starter jeg og fortsætter med den samme historie, som altid. Jeg glemmer at jeg har fortalt den før. 

Horn

To bumser gror i min pande. Symetrisk stående overfor hinanden, hoverende over hvert øjenbryn. Som horn, borer de sig ud igennem min hud, træder frem som djævlen selv. Det er ham jeg er ved at blive.