Kast dog bare en pude i mit ansigt
og stop noget vat i min hals nu du er igang!
Jeg synker så mange gange,
at det er svært at finde ordene frem på mine læber.
Jeg går bare væk,
med rolige, varsomme skridt,
mens mine indvolde skriger.
Min mavesæk vrider sig i stilhed
trykker mod mine ribben.
Kom ud med det.
Jeg har lyst til at skrige, men vatkuglen lukker min hals
jeg stirrer ned i gulvet.
Men jeg giver ikke efter
for gråden
og for smerten.
Jeg beholder mit udtryksløse ansigt, som altid.
Men nu står jeg her
foran spejlet og kigger så fortvivlet på mig selv,
med pumpende tinding,
lige ved at sprænge.
Hvad jeg ikke havde mærket var,
en enkel fin lille tårer
der havde sneget sig vej ud alligevel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar